Politik om brug af de sociale medier

Politik om brug af de sociale medier på Broby Fri- og Sportsefterskole

De sociale medier er blevet en væsentlig del af vores dagligdag. Både på jobbet, i fritiden, inden for sport, nyheder, hobbys og i skolen fylder de sociale medier rigtigt meget. Det er en naturlig udvikling som vi som skole ser meget positivt på, men også samtidigt er opmærksom på i forhold til dialogen mellem skole og hjem.

Broby Fri- og Sportsefterskole bygger på et forpligtende samarbejde og en tillidskultur, hvilket betyder, at man i høj grad skal være ansvarsfuld også i sit ansvar som forældre for dialogen med skolen.

De sociale medier udgør mange ting, f.eks FaceBook, Instagram, Snapchat, Blogs, Twitter og ikke mindst vores eget Viggo (skole intra). Viggo er det redskab der sikrer at persondata-sikkerheds hensyn varetages, hvorfor vi i dialogen mellem skole og hjem opfordrer til at Viggo anvendes ligesom vi forventer at man holder sig orienteret om aktiviteter og tiltag på skolen via Viggo.

 Et socialt medie som eks. FaceBook er velkommen som elev/forældre fora, men ligger uden for skolens muligheder for at være i dialog. Derfor vil vi fra bestyrelsens og ledelsens vegne bede jer som forældre agere ansvarsfuldt såvel som tillidsfuldt når tonen eller emnet drejer sig om skolen, lærer, elever eller samarbejdet forældre imellem. Det betyder med andre ord, at vi på Broby Fri- og Sportefterskole ikke accepterer:

  • Misbrug af sociale medier til trusler, mobning, billeder, urigtige oplysninger og chikane af elever, ansatte eller skolen som helhed. Mangel på efterlevelse betragtes som overgreb på den enkelte elev, ansatte eller skolen som helhed. Her vil skolens trivselsstrategi træde i kraft.
  • En elev, ansat eller skolen som helhed har ret til at sige fra, når denne føler den personlige grænse er nået. Misbrug af sociale medier til chikane af elever, ansatte og skolen som helhed er ikke kun en privat sag for den forurettede part, men en sag som skolen og skolens bestyrelse ser alvorligt på.
  • Et overgreb mod en enkelt ansat behandles som et overgreb mod skolen.

For at forældre og lærere på bedste vis kan skabe de optimale betingelser for kommunikationen mellem skole og hjem, er det vigtigt at dialogen mellem de voksne ikke går gennem eleven, de sociale medier eller andre, men altid sker direkte mellem forældre og lærer/skolen. De har i fællesskab ansvaret for, at der er klare linjer og god stemning.

Skolen påtager sig at hjælpe elever og ansatte til en god etik for brugen af internettet og de sociale medier og udøvelse blandt andet gennem tilbud fra SSP konsulent. Som forældre på Broby Fri- og Sportsefterskole stiller vi krav til det fællesskab, der er nøgleordet på vores friskole. Det betyder at alle bærer et ansvar for at bidrage til det sociale liv på skolen, samt, at alle har et medansvar for at få tingene til at fungere også på de sociale Medier. Se i øvrigt mere i Håndbog for elever og forældre.

Det er skolens ledelse og bestyrelse meget vigtigt at en god tone holdes både på de sociale medier og i dialogen. Som hovedregel involveres bestyrelsen ikke i pædagogiske forhold, med mindre der er opstået alvorlige problemer, der hverken er blevet løst via henvendelse til skolens personale eller ledelse. I så fald kan der rettes en skriftlig henvendelse til formanden for skolens bestyrelse og altid med kopi til skolens ledelse. Sker der mod forventning overgreb på elever, ansatte eller skolen som helhed involveres bestyrelsen altid.

Med opfordring til en god disciplin og etik på internettet og en fremmet dialog.

Skoleledelsen & Bestyrelsen